Emily G Bruhn - nu som blog

At gå på biblioteket

 

boeger

Jeg er vild med at gå på biblioteket og har altid været det. Jeg ved ikke hvad det er – men bøger fra biblioteket har en særlig lugt og føles på en bestemt måde. Og selvom især det at bøgerne har en bestemt lugt egentligt er lidt klamt, hvis man tænker for meget over det, så er det på en eller anden måde noget af det, som gør, at jeg holder af biblioteker.

Ideen med biblioteker er fantastisk og et dejligt eksempel på at deleøkonomi eksisterede også langt for at ordet blev en trend. Ideen om at vi deles om bøgerne og låner dem frem og tilbage til hinanden er idylisk på den helt rigtige måde.

Hver bog har sin plads

Jeg bruger bibliotekterne flittigt og har altid gjort det. Jeg er opvokset med at man gik på biblioteket og lånte bøger til ferierne, og jeg har brugt timer og timer på at lege og studere alle bøgerne i børneafdelingerne. Da jeg blev yngre var jeg hver sommer med i læseklubber på biblioteket, og mit første arbejde var gud hjælpe mig også som bogopsætter på skolebiblioteket. Næsten too much.  Men jeg nød at gå omkring alle bøgerne, tage tilfældige ud og studere dem og ikke mindst holde orden på hylderne og sætte i system. Allerede dengang viste mit lille organiseringsmonster sig.
Men hvilken tilfredsstillelse det er, at hver bog har sin plads. Gennem min tid på uni blev biblioteket også brugt flittigt, ikke til at studere på, har faktisk aldrig fundet glæden ved bibliotekets lokaler til at skrive opgaver på, men til at finde det litteratur vi skulle bruge til forelæsningerne. Det gik nemlig ret tidligt i mit studie op for mig at vi tit skulle købe bøger hvor vi kun skulle læse enkelte kapitler i. Og der kommer der altså en snært af nærighed op i mig! Så hellere finde bogen på biblioteket og læse det enkelte kapitel der end at købe hele bogen.
Så et tip til de studerende – vent med at købe bøgerne til I har semesterplanen og kan se hvor meget der egentlig skal læses i den enkelte bog. Der kan virkelig spares penge.

Som voksen går jeg stadig flittigt på biblioteket. Jeg bruger mest Frederiksberg bibliotek, Hovedbiblioteket i København K og Vesterbros bibliotek. Jeg låner alle slags bøger og holder meget af det. Har altid en 5-6 reserveringer der ligger og venter. Lige nu er jeg meget optaget af kogebøger, og låner dem tit på biblioteket inden jeg ønsker mig dem selv. Så har man lige mulighed for at prøve dem lidt af inden. Ellers har det for tiden mest været bøger til den nye mor tilværelse der er blevet langet over check-ud skranken.

Der er en ro og en helst bestemt stemning på biblioteker. I DR har vi et lille bitte bibliotek, og selvom det ikke er nogen arkitektonisk oplevelse at sidde der, så nyder jeg alligevel fra tid til anden at sætte mig derned og arbejde. Bare lige for at mærke roen for en stund.

 

Anbefalinger: 

Biblioteker i Danmark der har gjort indtryk gennem tiden :

  • Tune bibliotek: Biblioteket fra min opvækst. Kendte det ud og ind, og brugte meget tid der. Fandt glæden ved at tale med bibliotekarer og blive inspireret af deres ideer til bøger. Husk at tale med din bibliotekar. De kan åbne en hel ny verden.
  • Den sorte diamant i København: Moderne, flot og især deres læsesal har gjort indtryk.
  • Herning bibliotek: Jeg var på besøg for nyligt i deres nye bibliotek, og wauw en flot børneafdeling især.
  • Aarhus bibliotek: Gør dig selv den tjeneste at se det hvis du er i nærheden. Meget meget flot og inspirerende. Især deres børneafdeling er genial og indbyder både til leg og fordybelse for de små.

 

   

6 kommentarer

  • Jeg elsker også en tur på biblioteket, og har netop bestilt den næste bog til afhentning. Bliver dog altid lidt trist når de rigtig gode bøger skal afleveres tilbage, så det sker at jeg bare MÅ have dem stående på hylden 😉

    Og velkommen til blogverdenen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emily G Bruhn

      Tak! Den er godt nok meget ny den her verden – så det skal vise sig om der er en plads til mig i den 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er jeg helt sikker på. Jeg har nydt at følge dig på instagram og faktisk været meget interesseret i dit (lyder det til) spændende arbejdsliv, så det vil jeg glæde mig til at høre mere om 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tina

      Enig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aalborg hovedbibliotek er min oase – er der 1-2 gange pr. måned, hvor jeg bruger et par timer på at læse magasiner, drikke kaffe og har købt to-go mad med (: Det er så hyggeligt

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emily G Bruhn

      Lyder skønt. Jeg skal være i Aalborg hele næste uge på arbejde – så jeg vil helt sikkert prøve at nå et smut forbi biblioteket.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Emily G Bruhn - nu som blog