Forskellen på mænd og kvinder

Forskellen mellem mænd og kvinder er posepakning

Første klumme i min “forskellen på mænd og kvinder”-føljeton.

En dag brændte Thomas sammen nede i Føtex. Fordi jeg ikke pakkede posen rigtig med vare 😳. En pose skal åbenbart kunne stå af sig selv. Hvem vidste det?! Men ja okay, hvis I vidste hvor mange ting jeg vil have på en helt bestemt måde herhjemme. Så jeg skal vist bare lige slappe lidt af 😉

925567_1449889071938934_63924459_n

 

Af Thomas Skov: 

Verden er fuld af katastrofer. Altså rigtig alvorlige katastrofer.

Mennesker rundt omkring i verden der lever under fuldstændig ufattelige forhold og i konstant livsfare.

Mennesker, der langt fra kan føle sig sikre på at leve, når dagen er gået.

Vi er så priviligerede at være født i den her del af verden, hvor man ikke skal frygte at blive skudt, hvor man sjældent er sulten i mere end 10 minutter af gangen og hvor du kan blive syg med visheden om, at de fleste sygdomme kan kureres igen ganske hurtigt.

Alt det her ved jeg godt. Det ligger inde i hovedet på mig. Jeg tænker ikke på det hver dag, men jeg er 100 procent bevidst om, at der er mennesker, der har det tusindvis af gange sværere og dårligere end jeg nogensinde vil få det.

Du kan vække mig midt om natten og spørge mig noget ala “Lille mand i sengen der, hvem har det sværest i verden her?”

Og jeg vil aldrig svare mig selv. Men jeg vil nok lige spørge, hvordan du er kommet ind i min lejlighed.

Men ak og ve. Det her skal naturligvis ikke handle om sultedød og naturkatastrofer.

For forleden bliver jeg selv ramt af en tragedie som påvirker mig dybt.

Jeg er i Føtex med min forlovede. Vi skal bare have det sædvanlige. Skyr, oksekød, mælk, bær, lidt krydderurter og den der hyldeblomst drik fra Aquador.

Undervejs på vores butiksrejse bliver vi fristet af varer, vi slet ikke vidste, vi manglede. Sådan er det som regel. Det er i hvert fald en for os fuldstændig almindelig tur i Føtex.

Ved kassebåndet er min rutine altid sådan her.

Jeg fylder varerne på båndet og gør mig klar til at betale, og mens ekspedienten scanner mine varer, pakker jeg poserne.

Men i dagens anledning hvor min kæreste og jeg handler sammen, spørger jeg hende om hun ville have mod på at pakke poserne, så jeg kan stå helt klar med dankortet.

Min kæreste havde heldigvis ja-hatten på og gav sig straks i kast med at fylde varer i vores nyindkøbte plasticposer.

Men det skulle jeg snart fortryde.

Jeg får betalt og går ned for at bære de to poser, min kæreste har fyldt. Nu vil skæbnen, at vi også skal have noget i kiosken, og det er da, vi står der, katastrofen indtræffer.

For da jeg sætter de to poser ned på kioskgulvet for at betale sker det. Poserne vælter og en bakke med blåbær, en liter mælk og en pakke oksekød falder ud.

Faserne jeg går igennem er som følger. Chok. Undren. Vrede. Mere vrede.

Min kæreste får samlet vores varer, vi får betalt og forlader kiosken, og det er på gaden, min vrede får frit løb.

“HVORDAN HELVEDE ER DET, DU HAR PAKKET DE POSER?!”

Min kæreste svarer ikke. Hun kigger på mig som om jeg overreagerer, men det hjælper ikke. Jeg får fortalt hende noget i stil med, at det sgu ikke kan passe, at man kan være 26 år, men ikke kunne pakke en ordentlig plasticpose.

“EN PLASTICPOSE SKAL KUNNE STÅ SELV, NÅR DU SÆTTER DEN FRA DIG!”

Jeg råber egentlig ikke noget forkert, for ja, en pose skal kunne stå selv, når du har pakket den rigtigt. Problemet er bare, at jeg råber det.

Slap nu af, Thomas.

Min kæreste er stadig overrasket over mit engagement i posepakning.

Det bliver ikke meget bedre, da vi er tilbage i lejligheden, og jeg beder hende tage alle varerne ud af poserne og pakke dem om.

Jeg er en slags plasticofficer i posemilitæret. Men det lykkes aldrig min kæreste at pakke poserne tilfredsstillende, og der er sikkert andre derude som hende, så nu kommer det én gang for alle.

Når du pakker en pose, er det vigtigt, at du putter det tungeste og mest stabile ned i bunden. Du skal lave et fundament. Det er det, der får posen til at stå. Hvad du så putter oven på det fundament er ikke så vigtigt. Bare du har det tungeste nederst.

Tænk på en posepakning som et parforhold. Det skal have en tryg og stabil base.

Ellers risikerer du, at der falder en pakke oksekød ud af dit forhold.

Ja, så holder det billede vist heller ikke længere, men nu har du fået mine tips til posepakning.

Og når det så er sagt – hvis du nogensinde overværer mig eller andre mænd gå amok over en posepakning, så sørg for altid lige at have denne klumme ved hånden og bed os læse de første linier igen.

 

Gode varer at lægge i bunden af en pose:

  • Mælkekartoner
  • Six-packs
  • 2 liters flasker – stående oprejst

Dårlige varer at lægge i bunden af en pose:

  • Krydderurter
  • Bær
  • Vatrondeller
   

4 kommentarer

  • Line

    Please, kan vi få dine tanker, da det her sker 😀 ? For personligt, så har jeg det på samme måde som Thomas, men har dog ikke råbt det af min kæreste (endnu)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emily G Bruhn

      Tror mine tanker var: Rolig nu…. Slap af! – Træk dog vejret.. Og da han ber mig pakke poserne om tænker jeg – ej det er for sjov ik!? Fandt jeg så ud af det ikke var..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så vanvittig sjovt indlæg! Jeg glæder mig allerede til at læse flere af dine “forskellen på mænd og kvinder”-indlæg, jeg er flad af grin 😂
    /Johanne

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forskellen på mænd og kvinder