Forskellen på mænd og kvinder er tomatsovs på køkkenlågen

Forskellen mellem mænd og kvinder er en ny bruser

927926_298184657011652_1291732424_n

Endnu et indlæg på bloggens lille føljeton omkring forskellen på mænd og kvinder. Og hvorfor så denne føljeton – se mere lige her i tidligere indlæg.

 

Af Thomas Skov: 

Jeg følte mig som en rigtig mand en dag, hvor jeg havde været til mekaniker med min bil. Eller med min kærestes bil. En lyseblå Fiat 500.

Der er noget meget mandigt over at få fikset bilen, uden at min kæreste behøver bekymre sig om det.

Jeg skulle ikke andet den dag, og da jeg kørte forbi en Silvan, tænkte jeg, at måske skulle jeg gå derind en tur.

Der er noget meget fascinerende over byggemarkeder. Det er Victorias Secret for mænd. Alt det lækre værktøj ligger side om side med rawplugs og polyfilla, og det er svært ikke at føle sig som en rigtig sexet mand, når man køber ind i Silvan.

På et tidspunkt i Silvan går jeg forbi stativerne med nye brusere, og der slår det mig, at vi faktisk har haft lidt problemer med vores nuværende.

Ind imellem har vandet stået ud til alle sider, og en gang i mellem har der ikke været tryk nok til, at jeg kunne vaske mit balsam ud af håret. Irriterende.

Men det er der altså råd for lige her midt i byggemarkedet.

Så jeg køber naturligvis en ny bruser. Den er lige til at montere. Det er lige så nemt som at smøre sig ind i bodylotion, og min kæreste vil helt sikkert synes, det er smaddermandigt.

Da jeg kommer hjem, bliver jeg som så ofte før distraheret af noget vasketøj eller en strygebunke, der bare skal ordnes, og jeg kommer derfor væk fra at sætte den nye bruser op.

Men i sig selv at have taget initiativ til at købe en ny bruser, er jeg naturligvis meget stolt over, og jeg håber, at det høster en masse roser fra min kæreste. Hun er dog ikke synderligt imponeret og sætter mig i stedet i gang med at lave laksewok til aftensmad.

Aftenen går, og jeg beslutter, at jeg vil sætte bruseren op dagen efter, når jeg er hjemme fra arbejdet. Jeg glæder mig helt til at komme hjem fra DR Byen og lege håndværker. Min kæreste skal synes, at jeg er sexet, mens jeg sætter den op. Det hele er tænkt igennem inde i mit hovede.

Da jeg endelig er hjemme – klar til at gå i gang – sker det værste, der nogensinde er sket for mig. Det er værre end dengang, jeg spildte kaffe i min computer. Det er værre end dengang sagde ja til “4 stjerners middag”. Det er værre end alt.

Min kæreste har sat bruseren op. Min kæreste har saftsuseme sat bruseren op.

Det er ufrivillig kastration ved højlys dag. Hun har knust mine testikler. Jeg er knust.

Og jeg har derfor kun én ting at sige til jer, kvinder.

I skal simpelthen lade være med at være så selvstændige. I skal ikke sætte nye brusere op. Vi mænd kan slet ikke håndtere det. Vi er ikke klar. I må sgu få nogle mænd til at ordne de ting.

Jeg vil hellere spille det gode gamle kønsrollespil, hvor vi mænd ordner mandeting og I ordner kvindeting. Please, bare 20-30 år endnu. Så skal vi nok tage opvasken.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forskellen på mænd og kvinder er tomatsovs på køkkenlågen